Dagen efter gik Gunnar til sin læge uden at fortælle det til nogen.
Lægen lyttede til hans historie og stillede derefter et enkelt spørgsmål: “Hvornår skiftede du madras sidst?”
Gunnar tænkte sig om. “Måske… for femten år siden?”
Lægen rystede på hovedet. “Din madras er et sandt paradis for husstøvmider. Der kan være millioner.”
Han forklarede, at disse mikroskopiske organismer lever af døde hudceller, og at deres afføring indeholder Der p 1 — et af de mest allergifremkaldende proteiner, man kender.
“Når William er hos dig, indånder han det her hele tiden. Hans unge immunforsvar reagerer kraftigt. Derfor får han udslæt, løbende næse og begynder at nyse.”
“Men hvorfor sker det først nu?” spurgte Gunnar. “William har jo været her, siden han var helt lille.”
“Akkumulering,” svarede lægen.
“Tænk på det som renters rente — bare med husstøvmider. Det første år er der tusinder. Efter fem år er der millioner. Efter ti år kan der være titusindvis af millioner i din madras, dine puder og dine tæpper.”
Han holdt en kort pause.
“Deres afføring bliver hvirvlet op i luften, hver gang nogen bevæger sig i sengen. Børn trækker vejret hurtigere end voksne og har smallere luftveje. De indånder koncentrerede mængder af Der p 1-protein med hvert eneste åndedrag.”
Gunnar fik en klump i halsen. “Så jeg har i virkeligheden gjort mit eget barnebarn syg?”
“Du vidste det ikke. Men nu ved du det. Og så er det vigtigt at handle.”